SERIE 3: OPRYKNINGSFINALE VENTER: SEJR I LEMMING

17. juni 2018

Silkeborg Kammeraterne vandt deres kamp mod SB med 4-2 lørdag eftermiddag, så der var pres på Lars Dahls udvalgte da de lidt senere på eftermiddagen skulle ud i en svær udekamp mod Lemming, der i sidste uge besejrede netop SKS. Kampen blev gennemført i massivt regnvejr.


Det blev en nervøs og lige 1. halvleg, Fårvang virkede lidt tyngede af kampens betydning og var uden den normale keeper Tim Arne Sørensen, i stedet var det Mads Frandsen der passede Fårvangs mål.


I 2. halvleg kom der gang i sagerne. Fårvang sendte Daniel Holmelund og Michael Sørensen på banen og især sidstnævnte fik afgørende betydning for kampen.

Det var dog Lemming der kom foran 1-0 i starten af halvlegen, men Mathias Nielsen fik udlignet på et straffespark, der blev begået mod Simon Bruun.

Det blev 2-1 ved Michael Sørensen på et konge-langskud og samme spiller var tæt på at gentage succesen senere i halvlegen. Martin Lovring scorede til 3-1 og Michael Sørensen med hovedet og afslutningsvis Daniel Holmelund scorede kampens to sidste mål til slutresultatet 5-1.


Der er nu lagt op til en rigtig spændende kamp på lørdag kl. 13.30 i Fårvang, hvor Silkeborg Boldklub kommer på besøg. Uafgjort eller sejr sender Fårvang i serie 2. Omvendt har gæsterne brug for en sejr for at sikre sig overlevelse.


Se kampfakta her:
https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?matchid=596422&poolid=269236


Michael Sørensen fik Fårvangs fidus med 10 stemmer.