Serie 2 tabte knebent

6. oktober 2018

Efter nederlag i de seneste par kampe skulle Fårvangs serie 2 hold forsøge og rejse sig i fredagens udekamp i Bjerringbro. Omvendt havde hjemmeholdet hårdt for de 3 points i bestræbelserne på at overleve i rækken.


Det blev en livlig 1. halvleg med en del chancer i begge ender. Hjemmeholdet var som ventet giftige på deres contrastød og det var da også på en hurtig omstilling at de efter 12 minutter kom foran 1-0 efter en afslutning, som Tim Arne Sørensen havde afværget på en god dag.

I perioden herefter kom Fårvang igennem hjemmeholdets forsvar ved flere lejligheder, men det blev lige ved og næsten for blandt andet Emil Kromann, Tobias Dahl og Mathias Nielsen.


Fårvang havde netop overstået en 10-minutters udvisning til Simon Bruun, da Bjerringbro bragte sig foran 2-0 – igen på et hurtigt contraangreb.

Kort før pausen fik Martin Lovring med god hjælp fra Bjerringbros målmand bolden i nettet efter hjørnespark til pausestillingen 2-1.


2. halvleg blev en intens affære med mange dueller. Man må lade Bjerringbro, at de gav sig 100% og måske lidt mere til for at hive de 3 points hjem. Hjemmeholdet havde da også flere muligheder for at lukke til 3-1, mens det for Fårvangs vedkommende blev lige ved og næsten.

Det sluttede med en fortjent hjemmesejr. Fårvang kan dog glæde sig over at indstillingen var væsentlig bedre end i Skals-kampen. I øjeblikket har vi dog ikke de marginaler med os som vi havde tidligere på sæsonen.


Fidusen gik fortjent til Simon Sørensen.


Se kampfakta her:
https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?matchid=476116&poolid=277856