Idrætspris uddelt

25. februar 2019

Her følger indstillingen fra HFIF's fodboldafdeling.

Indstilling – HFIF’s idrætspris

 

Ionut Harton er 31 år og Danut Stoleriu er 34 år. De kommer begge fra Rumænien og er skoleeksempler på et par flittige unge mænd, der har ladet sig integrere via især idrætten/fodbolden.

De taler fint dansk og de nyder stor anerkendelse for deres indsats i foreningen, hvor de om nogen er med til at tiltrække andre især rumænske fodboldspillere til klubben. Noget som vi nyder godt af i klubben og er med til at sikre, at vi kan holde medlemstallet.

 

Deres meritter er allerede mange. De spiller selv fodbold, de er holdledere for vores 3. hold (serie 5), de har taget dommerkort og er aktive dommere i Silkeborg Fodbolddommerklub. Man går aldrig forgæves, hvis man spørger om hjælp til et eller andet arrangement. Ydermere har Danut siddet et år i fodboldbestyrelsen.

Ionut har tidligere berettet lidt om sin fortid til klubbens facebookside. Han fortalte, at han kommer fra Rumæniens 3. største by, Iasi. Efter at hans bror drog til Danmark i 2007 fulgte Ionut efter i 2008. I første omgang kom han til at arbejde på en gård i vestjyske Borris og herefter fulgte sprogskole og landbrugsuddannelse i Hammerum. Dernæst 1 ½ år i Tinglev, tæt ved den dansk/tysk grænse.

Da han kom til Fårvang og arbejde hos landmand Kristian Poulsen kastede han sig også over fodbolden i Fårvang og her har han fra dag 1 imponeret os med hvor god han er til det danske sprog.


Ionut og Danut har på mange måder været en døråbner (og tolk) til mange af de rumænere der bor i området og hvor mange heldigvis har lyst til at spille fodbold i Fårvang.

Ionut fortalte i øvrigt i interviewet i 2015 om at hans forældre for første i 2013 var på besøg i Danmark og de blev noget imponeret og overrasket over at se forskellen mellem Rumænien og Danmark.


Integration er og bør være et nøgleord her i Fårvang, hvor vi i stigende grad ser at der bosætter sig folk med anden nationalitet end dansk.

Hvis denne integration skal lykkes skal vi som danskere tage imod med åbne arme og samtidig er det vigtigt, at vi har nogle ”fyrtårne”, som Ionut og Danut som deres landsmænd kan spejle sig i.


Med disse ord indstiller vi Ionut Harton og Danut Stoleriu til HFIF’s idrætspris 2019.