Fårvang er tilbage i oprykningskampen

14. oktober 2018

Begge hold havde brug for en sejr da Fårvang og Foulum lørdag eftermiddag tørnede sammen i fodboldens serie 2. Det gode vejr betød masser af tilskuere på Fårvang Stadion og de kom til at overvære en underholdende kamp.


Fårvang manglede i forhold til sidste kamp Emil Kromann, Martin Lovring og Mikkel Kaufmann, men det var ikke til at se, hjemmeholdet gik frisk til opgaven og kom foran 1-0 efter 12 minutter på et fortrinligt mål af Simon Bruun, der afdriblede det meste af Foulums forsvar inden han bankede bolden op i nettaget.

Det blev til en del gode forsøg og godt opspil, mens Foulum kun sjældent var på besøg i den anden ende, men alligevel kom gæsterne på 1-1 omkring den halve time. Der skulle dog kun gå få minutter før end Fårvang igen kom foran. Man lagde et voldsomt tryk på i forbindelse med et hjørnespark og Michael Sørensen udnyttede Frederik Buus glimrende oplæg til Fårvang-føring på 2-1.


I 2. halvleg fortsatte Fårvang med at producere chancer, men gæsternes stærke 17-årige keeper leverede gang på gang mirakler og holdt Foulum inde i kampen.

Midt i halvlegen sendte Lars Dahl en debutant på banen. Den 21-årige rumæner Purcea Gary kom ind til sin første optræden efter en række gode kampe på andetholdet. Han kom hurtigt frem til en god chance, men det var Simon Bruun der gjorde det 3-1 på et godt hovedstød, assisteret af Fårvangs store kreatør Mathias Nielsen. Kort før tid blev det 4-1 ved førnævnte Purcea Gary.


Træner Lars Dahl fremhævede efter kampen Mathias Nielsen og Michael Sørensen (fidus med 7 stemmer) for en rigtig god og afgørende indsats. Også Kenneth Bilde-Sørensen fik ros for en stærk indsats på højre back. Purcea Gary fik en fornuftig debut og endelig var han glad for at Simon Bruun fik gang i målscoringen igen.


Med sejren er Fårvang tilbage på 2. pladsen og kan i 3. sidste spillerunde se frem til et brag af en kamp på udebane mod oprykningsfavoritterne fra FC Silkeborg. Den kamp spilles lørdag kl. 13.30. En sejr vil bringe Fårvang på 1. pladsen.


Se kampfakta her: https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?matchid=476376&poolid=277856