B74 – Fårvang i serie 3: Tre sejre på stribe

15. april 2018

Efter sejre i sæsonens to første kampe skulle Fårvang lørdag eftermiddag op mod serie 2 nedrykkerne fra B74. Kampen blev spillet på kunstgræs på Søholt.


Lars Dahl havde foretaget to ændringer til kampen. Kenneth Bilde-Sørensen blev sendt ned på 2. holdet for at få kamptræning, mens Mathias Schläger gik i stykker til torsdagens træning. I stedet for spillede Simon Blohm og Johan Kromann, de startede dog begge på bænken.

Fårvang chokstartede og kom foran allerede i kampens 2. minut. Tobias Dahl scorede flot og sikkert, da han blev spillet fri af Simon Bruun.

B74 var godt med i 1. halvleg, hvor der blev vist god fodbold i begge ender af banen og begge hold havde chancer til at score 1 mål eller 2, men 0-1 var stillingen ved pausen.


2. halvleg fik en udvikling i stil med SKS-kampen i sidste uge (10-2), hvilket vil sige at et veltrænet Fårvang-hold satte sig tungt på kampen i takt med at kræfterne slap op hos modstanderne. Det medførte en lang række Fårvang-angreb og havde det ikke været for en stærk B74-keeper kunne det igen være blevet 2-cifret. Ofte kom indlæggene fra Simon Sørensen, der spillede en fremragende kamp som højre back. Simon spillede sin kamp nr. 87 for Fårvang og er en spiller der bliver brugt på forskellige positioner, men lørdagens kamp hører til blandt hans allerbedste.

Målene faldt som en lind strøm i løbet af halvlegen. Først blev det 2-0 ved Simon Bruun (6. sæsonmål), dernæst 3-0 ved Emil Kromann på fremragende Simon Sørensen-oplæg. 10 minutter før tid kom Daniel Holmelund på måltavlen inden Mathias Andersen med en flot flugter lukkede og slukkede til 5-0.

Udover Simon Sørensen fandt træner Lars Dahl efter kampen anledning til at fremhæve hele forsvaret, samt de centrale midtbanespillere Michael Sørensen og Andreas Springer.


En fremragende start på sæsonen som ikke mange af de 65 medrejsende Fårvang-tilskuere havde turdet drømme om.


Se kampfakta her: https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?matchid=316872&poolid=269236


Næste kamp er på lørdag kl. 13.30 hjemme mod tst fra Tilst.