1-1 mod Ravnsbjerg: Fårvang gjorde sig klar til topkamp

30. august 2018

Onsdag aften skulle Fårvangs serie 2 hold i en udsat kamp mod Ravnsbjerg/Løgstrup se om man kunne følge op på den gode start, der har givet 3 sejre. Gæsterne mødte man i en træningskamp i februar og her tabte Fårvang 3-1, så man var klar over at det var et stærkt ungt mandskab man skulle op imod.

Den fantastiske start gjorde i øvrigt, at der igen var masser af tilskuere på lægterne til årets sidste ”aftenhjemmekamp”. De resterende 5 hjemmekampe spilles alle om lørdagen.

Det var gæsterne der var det bedste hold i 1. halvleg, men alligevel kom Fårvang frem til sine chancer og efter ca. et kvarters spil scorede dagens ”publikumsfavorit” Simon Bruun til 1-0. Omkring den halve time fik Ravnsbjerg udlignet.

I 2. halvleg var rollerne byttet lidt om, Fårvang satte sig mere og mere på spillet og den største chance kom midt i halvlegen, da Martin Lovring headede på stolpen og på returbolden fik målmanden på mirakuløs vis reddet Simon Bruuns afslutning.

Der var flere store Fårvang-chancer, primært i forbindelse med dødbolde, men gæsterne havde også sine chancer, blandt andet efter en misforståelse mellem en af Fårvangs absolut bedste spillere Frederik Buus (10 fidusstemmer) og målmand Tim Arne Sørensen.

Det hele endte 1-1 og det kunne begge hold stille sig tilfreds med og begge hold er dermed fortsat ubesejret. Det samme er én 3. klub, FC Silkeborg og netop FC Silkeborg er modstanderen lørdag kl. 13.30 i Fårvang til det bliver et decideret topopgør mellem nr. 2 (Fårvang) og nr. 1 (FC Silkeborg). En kamp der er skræddersyet til ”Derby Day” der afvikles denne weekend med en kamp fredag og 5 kampe lørdag.

Se kampfakta her: https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?matchid=476078&poolid=277856